Hver fredag blinker og smiler han på X Factor-scenen som en garvet popstjerne. Men livet som stjerne er nyt for showets yngste deltager, 15-årige Jesper. Og allerede nu oplever det unge sangtalent bagsiden af medaljen.
"Jeg får op til 20 opkald om dagen fra hemmelige numre. De fleste stønner bare og lægger på uden at sige noget. Det er selvfølgelig lidt irriterende, når man ikke kan være i fred," fortæller Jesper til MSN Starlounge.
De mange opkald har betydet, at Jesper har måttet skifte telefonnummer.
Men også hans mor er blevet ramt af telefonchikanen, fortæller han.
"Min mor er purser (kabineleder, red.) hos SAS og rejser meget, hvor der er store tidsforskelle i forhold til Danmark. Hun er derfor flere gange blevet ringet op, når hun ligger og sover."
Ud over de piger, der bare stønner og lægger på igen, har Jesper da også oplevet, at et par af dem har sagt noget til ham.
"Der var engang en pige, der sagde; 'Jesper, please lad være med at lægge på'. Men jeg tog den i skolen sådan halvt nede under midt bord, så jeg måtte bare hviske tilbage, at jeg var i skole."