"Når jeg ser politikere kræve, at flygtninge og migranter skal spise svin fra morgen til aften, bliver jeg meget træt. Du er folkevalgt, prøv da lige at vise lidt format".
Det siger Venstreministeren Inger Støjbergs tidligere pressechef i et interview med Jyllands-Posten.
Hun var i tre år med til at skubbe en række udlændingestramninger frem i medierne, og tog også et stykke af Inger Støjbergs berømte og berygtede lagkage, da hun fejrede vedtagelsen af 50 stramninger på udlændingeområdet.
Hun beskriver dog eftersmagen som »ambivalent«.
- På den ene side var det rigtigt, at vi havde knoklet hårdt for at nå dertil, men på den anden side var den kage unødvendig, fordi bag den ligger princippet om at råbe hurra for stramninger, der rammer levende mennesker. Det er ikke befordrende for en god dialog, siger Mia Tang.
Men nu har 46-årige Mia Tang selv valgt politisk standpunkt som folketingskandidat for Konservative.
Hun tager således nu afstand fra visse dele af den politik hun som udlændinge- og integrationsministerens pressechef havde ansvaret for at eksponere.
Og overfor Jyllands-Posten siger hun, at udlændingedebatten "er blevet malet sort på grund af indflydelsen fra Dansk Folkeparti", og mener at folkevalgte skal vise format:
- Stramninger skal have en synlig, klokkeklar positiv effekt. Så giver det mening. Men hvad betyder det reelt for integrationen, at man skal give hånd, hvis man får et dansk statsborgerskab? Og tilsvarende med burkaforbuddet, spørger hun.
Hun trodser sit eget parti, som var særdeles aktivt i at få gennemført burkaforbuddet, og siger til Jyllands-Posten, at hun ikke tror på, at kvinder bliver mere integrerede, hvis man tvinger dem til at tage burkaen af.
- Så på det punkt ligger jeg nok uden for partilinjen, siger hun, og tilføjer, at hun ikke er modstander af kraftige stramninger på udlændingeområdet:
- ... men jeg synes, der mangler anerkendelse af de mennesker, der gør sig meget umage for at passe ind.