Nogle sygemeldte vil fortsat komme i aktivering. Andre vil slippe.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er klar til at stoppe aktivering af de sygemeldte, hvor det viser sig, at aktiveringen er formålsløs. Det konstaterer hun, efter en evalueringsrapport af aktiveringsindsatsen har peget på, at aktiveringen af nogle sygemeldte har været fuldstændig uden effekt.
"Der er mange, der har gavn af at komme i aktivering, og de skal fortsat i aktivering. Jeg ved også, at mange er rigtig glade for det, fordi det kan betyde, at man kan holde kontakt til sin arbejdsplads. Og så er der nogen, for hvem aktivering ikke virker, og det er jo klart, at vi skal kun bruge aktivering i de tilfælde, hvor det virker," siger Inger Støjberg til Newspaq.
Evalueringen af aktiveringen i de 16 kommuner, der har medvirket, viser blandt andet, at indkaldelse af rygskadede, kræftsyge og hjertepatienter til samtaler og aktivering ikke har virket. Inger Støjberg påpeger dog, at evalueringen viser, at flere kommer hurtigere tilbage på deltid, men også at kommunerne skal blive bedre til at vurdere de sygemeldtes behov.
"Kommunerne skal være bedre til at hjælpe de rigtige mennesker og give de rigtige tilbud. Så der er bestemt noget, jeg kan lære af den her evaluering, og det vil jeg også gøre," siger Inger Støjberg.
"Det, der går godt, det skal vi videreføre. Det, der ikke går så godt, skal vi selvfølgelig stoppe, for vi skal ikke bruge pengene forkert," fortsætter hun.
Beskæftigelsesministeren understreger, at hun ikke bare vil se passivt til, at en femtedel af de langtidssygemeldte aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet igen. Derfor skal der fortsat ske en aktiveringsindsats.