Den 24-årige shipping-elev Luis Grün Gomez er blevet pålagt at aflægge en DNA-test for at bevise, at han har ret til sit danske statsborgerskab, som han har haft siden fødslen.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået indsigt i et brev fra udlændingeminister Inger Støjbergs (V) ministerium, hvori der fremgår, at den 24-årige mand står til at miste sit danske pas.
Derudover kræver ministeriet, at hans danske far, den pensionerede skibskaptajn Iver Grün, også afgiver DNA-test for at slå fast, om far og søn har samme gener.
Luis Grün Gomez’ forældre bor i dag i Guatemala, hvor moderen stammer fra. Han har selv boet i Danmark siden 2013 og vil hjertens gerne bevare sit danske statsborgerskab. Den unge shipping-elev, der har fast job i en international virksomhed i Esbjerg, tog tilbage til Danmark for fem år siden for at blive genforenet med sin storesøster og hendes familie, der bor i landet.
Som ung ’udlandsdansker’ skal man have haft bopæl i Danmark mindst tre måneder før sin 22 års fødselsdag for at fastholde det rødbedefarvede pas. Selvom Luis Grün Gomez havde boet i Danmark i 2,5 år, da han den 11. april 2016 søgte om en bevarelse af sit danske statsborgerskab, blev han alligevel bedt om at bevise sit danske ophav i form af dokumenter fra Guatemala.
Nu har skal til Rigshospitalet for at få foretaget en DNA-test. Ifølge Luis Grün Gomez kommer sagen til at koste ham 16.000 kroner, inden den er overstået.