Discount-øllen fra Skælskær skal ikke længere brygges med hjælp fra ungarske underleverandører til en løn på 30-40 kroner i timen.
Forleden blev Harboe, Dansk Industri og 3F enige om, at samtlige af bryggeriets medarbejdere skal have en dansk løn, efter at bryggeriets løndumping var blevet afsløret i Fagbladet 3F.
Sagen var torsdag formiddag oppe i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, hvor Dansk Folkeparti ville vide, om beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) ville tage initiativer til at stoppe misbruget af arbejdskraft.
"Jeg har ikke hørt arbejdsmarkedets parter, hverken fra den ene eller anden side af bordet ønske yderligere opstramninger. Det tager jeg som et udtryk for, at man stadig ønsker selv at være bestemmende på arbejdsmarkedet," sagde hun efterfølgende til Nyhedsbureauet Newspaq.
Efter afsløringen af de underbetalte ungarere på Harboe kom bryggeriet under pres, da en af hovedaktionærerne, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), truede med at sælge aktierne.
Men nu er bryggeriet blåstemplet igen, efter at alle medarbejdere er blevet lovet dansk løn.
"Sagen om Harboe-bryggeriet er løst på helt tradition vis mellem arbejdsmarkedets parter, og jeg glæder mig endnu engang over, at de har formået af finde en løsning," siger Inger Støjberg.