Nedlæggelsen af fire Vestas-fabrikker i yderområderne vækker bekymring på Christiansborg.
Derfor var beskæftigelsesminister Inger Støjberg her til morgen kaldt i samråd for at forklare, hvad hun vil gøre for at hjælpe de fyrede medarbejdere.
Men ministeren vil ikke lave nogen ekstraordinær lovgivning, efter at Vestas fornylig chokerede ved at varsle 3.000 fyringer på vindmøllekoncernens fabrikker i Danmark.
I stedet vil Inger Støjberg ligesom med fyringerne på Lindø-værftet på Fyn følge med i, hvad der sker efter store fyringsrunder i Udkantsdanmark.
"Vi ved, at tre til fire er tilbage i job eller uddannelse efter tre måneder og cirka halvdelen efter et halvt år. Men vi vil gerne have mere nøjagtig viden om, hvad der sker. Derfor sætter vi Lindø-projektet i søen, hvor vi følger dem helt ned på indkomstniveau," siger hun til Newspaq.
Men Inger Støjbergs forklaringer har ikke dulmet bekymringen hos Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Carsten Hansen, der havde indkaldt til samrådet om Vestas-fyringerne.
"Jeg er dybt bekymret for, hvad der sker i Udkantsdanmark. Ministeren havde intet nyt med i posen. Muligheden for at gøre noget ekstra for de fyrede i Udkantsdanmark er systematisk blevet forringet og bliver det endnu mere på næste års finanslov," siger han til Newspaq.