Den nye beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), får et noget større ministerium at bakse med, end det den hidtidige beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V), havde.
Det fremgår af en ny pressemeddelelse fra Statsministeriet, at Inger Støjberg ikke bare overtager ansvaret for ligestillingsområdet fra det hidtidige Velfærdsministerium.
En lang række opgaver på det sociale område bliver samtidig overført fra det ministerium, der nu ændrer navn til Indenrigs- og Socialministeriet og får Karen Ellemann (V) som minister.
Inger Støjberg får således ansvaret for loven om social pension, loven om førtidspension, loven om individuel boligstøtte, loven om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, dele af loven om aktiv socialpolitik, loven om Den Sociale Pensionsfond samt ansvaret for Sikringsstyrelsen.
Sikringsstyrelsen blev oprettet i 1992, hvor hensigten var, at styrelsen skulle behandle sager om international pension og international social sikring, herunder behandling af ansøgninger om folke- og førtidspension fra personer, der er bosat udenfor Danmark, og udbetaling af pension til folke- og førtidspensionister i udlandet.
Sikringsstyrelsen fik i forbindelse med oprettelsen af Velfærdsministeriet 1. januar 2008 fået to nye områder - nemlig forvaltning af tilskudsordninger på det socialfaglige område - samt Velfærdsministeriets Løn - og regnskabscenter.