Inger Støjberg har prøvet det før. Og nu er det sket igen.
Ukendte gerningspersoner har forsøgt at få Danmarksdemokraternes stifter og formand tiul at køre galt.
På Facebook skriver Inger Støjberg således:
"Til jer to indvandrermænd i en grå kassevogn, der omkring kl 12.15 i dag forsøgte at presse min bil ud i autoværnet omkring Ringsted, mens ham der sad på passagersædet gav mig en fuck-finger. Hvad fanden bilder I jer ind?
Det kan godt være, at I hader mig, men den form for chikanekørsel er bogstaveligt talt dødsensfarligt!
Det var min unge assistent der kørte bilen. Hun fortjener simpelthen ikke at skulle ud i den slags situationer. Desuden kan den slags rive andre uskyldige bilister med sig. Det er så vanvittigt farlig!
Det er langt fra første gang, jeg prøver det. Tidligere på året faldt der dom i en sag, hvor jeg var udsat for noget lignende. Straffene i den sag var, at chaufføren fik 10 dagbøder af 1.250 kr. eller en forvandlingsstraf på 10 dages fængsel samt et kørselsforbud.
Passageren, der gav en fuckfinger fik 10 dagbøder af kr. 1.000 eller en forvandlingsstraf på 10 dages fængsel."
Inger Støjberg oplyser til Ritzau, at hun har anmeldt hændelsen til Midt- og Vestsjællands Politi, men hun fik dog ikke skrevet nummerpladen ned på kassevognen.
Hun uddyber, at hændelsen skete på motorvejen, da hendes bil var ved at overhale en lastbil, mens kassevognen var bag lastbilen.
- Det virker som om, at de meget gerne vil frem, men i og med, at de kommer til at lægge på siden af mig, så får de øje på, at det er mig. Så lægger de og presser os ud, og ham der sidder på passagersædet giver en langemand.
Derefter kørte Støjbergs bil frem og overhalede lastbilen, fortæller politikeren.
Støjberg skriver i sit Facebook-opslag, at det var "to indvandrermænd", der sad i den grå kassevogn.
- Hvis det havde været to damer eller to unge, så havde jeg skrevet det. Det ser jeg ikke som noget særligt. Man må vel godt skrive, hvem det er. Og det her var to med anden etnisk herkomst. Så skriver jeg jo det, siger hun til Ritzau.