Midt i afslutningen på EU-valget har Inger Støjberg måttet tage en ufrivillig pause med at hverve vælgere på landets gader og stræder. Torsdag blev hun nemlig akut indlagt på hospitalet.
Det fortæller partilederen fra Danmarksdemokraterne selv i et opslag på Facebook.
– I går nat vågnede jeg med godt gammeldags ondt i maven, og jeg kunne godt mærke, at det var lige en anelse værre, end når man har fået spist en dårlig skaldyrsbuffet, lyder det i opslaget, hvor hun fortsætter:
– Det var blindtarmen, den var gal med. Så i stedet for bruge dagen i går på at dele pjecer ud i Randers, Silkeborg og Skive, som jeg havde planlagt, så brugte jeg dagen på en akut operation på sygehuset i Aalborg. Operationen er gået rigtig godt, og jeg forventer at blive udskrevet senere i dag.
Støjberg håber at være tilbage på kampagnesporet lørdag til den sidste slutspurt forud for EU-valget på søndag.