Udlændingeminister Inger Støjberg (V) erkender på et samråd fredag formiddag, at der i adskillelsen af mindreårige asylpar ikke blev administreret lovligt i forhold til krav om partshøring.
Ministeren bliver gentagne gange spurgt til, om der blev administreret lovligt efter både dansk og international lov i samtlige sager, efter hun 10. februar sidste år udsendte sin instruks om, at mindreårige asylpar skulle adskilles.
Til det svarer Inger Støjberg:
- I forhold til, at der skal ske en individuel vurdering, ja, det gør der. Det kan man jo netop se ved, at der er seks par, der ikke bliver adskilt på noget tidspunkt.
- I forhold til partshøring, der gør der jo ikke. Det sker jo først 28. april.
Inger Støjbergs instruks om at adskille asylparrene var ulovlig, idet alle har krav på en individuel vurdering af deres konkrete sag. Og man har også krav på en partshøring.
Ifølge et dokument, som Information har fået aktindsigt i, blev asylparrene adskilt så længe uden partshøring, at det ifølge juridiske eksperter var ulovligt.
De i alt 17 par, som blev adskilt uden partshøring umiddelbart efter ministerens instruks 10. februar sidste år, måtte i gennemsnit vente 94 dage, før de blev partshørt eller fik lov at flytte sammen igen.
Den længste ventetid var 137 dage, og den korteste var 71 dage. Det er ifølge eksperternes vurdering alt for længe, og derfor var praksis ulovlig.
Det samme påpeger flere oppositionspolitikere under fredagens samråd, hvilket falder Inger Støjberg for brystet.
- Der blev heller ikke partshørt under den socialdemokratiske regering. Derfor klinger det måske også en lillebitte smule hult, siger hun.
/ritzau/