Støj plager danskerne på jobbet

En tredjedel arbejder i så meget larm, at de er nødt til at hæve stemmen for at tale med sidemanden. Problemet med støj er vokset, og med en sårbar ung generation kan det blive endnu større.

Kollegerne snakker, telefonerne ringer og kaffemaskinen brummer. Derfor er du nødt til at hæve stemmen for at tale med personen lige ved siden af dig. Det oplever hver tredje dansker på arbejdsmarkedet, viser en ny undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet, AMI. I sådanne tilfælde er lydniveau et som regel over 80 decibel, hvor det kan være skadeligt for det indre øre. Samtidig var der i 2005 12 procent flere, der var generet af støj i forhold til i 2000.
»Det havde vi aldrig regnet med. I 2000 var tallene så høje, at vi tænkte, at det ikke kunne passe. Men nu er det overbevisende, når støj generer flere og flere,« siger direktør i AMI, Palle Ørbæk.

Mange plaget af støj

Udover folk i åbne kontorlandskaber, smede og slagterimedarbejdere, føler særligt pædagoger sig generet af støj.
»Det har været et problem i flere år. Vi har gjort en masse for at løse problemet; bløde tæpper og dupper på stolene. Men hovedproblemet er, at der er for mange børn for på lidt plads,« siger formand i pædagogernes fagforening, BUPL, Henning Pedersen.
Ifølge direktøren i AMI, Palle Ørbæk, er der risiko for, at problemet med støj vil blive ved med at være et stigende problem.
»Vi får unge ind på arbejdsmarkedet, som er en sårbar gruppe, når det gælder hørelse. MP3-afspillere, diskoteker og rockkoncerter har ofte skadet deres ører, før de begynder på arbejdsmarkedet. Det var aldrig tilfældet for 20 år siden,« siger Palle Ørbæk.
Men det er ikke nødvendigvis fordi, at lydniveauet er blevet højere, at flere er generet er støj. En mere stresset hverdag kan også gøre dig sårbar over for lyd, og nu vil AMI se nærmere på det stigende støjproblem.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.