Det var ikke første gang, han stødte på det omdiskuterede rovdyr i området.
Bo Sørensen har før set ulve i området - men ti ulve på en gang er alligevel ikke hverdagskost.
Det fortæller han til tvmidtvest.dk.
Bo Sørensen sad en tidlig morgen i et jagttårn ved Skarrild mellem Herning og Brande, da noget fik ham til at spærre øjnene op.
I græsset gik nemlig hverken en, to eller tre ulve - men en flok på hele ti af slagsen.
- Det var faktisk lidt vildt, lyder det fra Bo Sørensen, som heldigvis var ovågen nok til at filme alle ulvene.
Videoklippet kan ses lige her.
- Jeg tænkte: "Nu bliver det lige voldsomt nok." Det, at vi har ulve i naturen, er én ting, men nu er der en flok på 10. Hvordan bliver det så til næste år?
Sådan spørger Bo Sørensen i mediet og understreger samtidig, at han på ingen måde følte sig utryg over de mange ulve.