De to svenske fodboldklubber Hammarby and Djurgården - begge fra Stockholm - er indkaldt til afhøring hos politiet, efter at der torsdag blev fundet en bombe ved klubbernes nye fælles stadion, Tele2 Arena.
- Ifølge vores teknikere var der tale om en rigtig bombe, siger Sven-Olof Olsson, talsmand for svensk politi, ifølge svenske medier.
Både Djurgården og Hammarby skal spille i den nye arena. Den indvies officielt med kampen mellem Hammarby og Örgryte i Superettan - Sveriges næstbedste række - 20. juli.
Torsdag skulle Djurgården arrangere en veterankamp, hvilket har forarget Hammarbys fans.
Djurgården afviser, at klubben ville kuppe den officielle indvielse, som ærkerivalen altså står for.
- Dette var et prøvearrangement. Vi ville ikke indvie arenaen. En premiere skal jo være en vigtig fodboldkamp, siger Djurgårdens kommunikationschef, Gunnar Gidefeldt, til Aftonbladet.
Han tager afstand fra torsdagens hændelse.
- Det er uvirkeligt og vækker afsky hos os. Noget lignende skal aldrig ske igen, siger Gidefeldt.
/ritzau/