Hele verden måbede, da tusindvis voldelige Trump-tilhængere onsdag stormede den amerikanske kongres. Urolighederne kostede fire dødsfald og mere end 50 politifolk blev skadet.
FBI er nu i færd med at identificere de voldelige demonstranter ud fra de mange billeder og tv-optagelser fra det vanvittige optrin.
En af demonstranterne viser sig nu at være et velkendt navn. Britney Spears’ eksmand Jason Alexander var nemlig en del af den hob, som befandt sig uden for Capitol inden stormløbet.
Det gjorde Jason Alexander selv opmærksom på, da han på Facebook postede en selfie foran Capitol Hill.
“DC. Millioner dukkede op”, skrev han som tekst til billedet, hvor han står med en hue med nummeret 45 - en henvisning til Trumps nummer i USA’s præsidentrække.
Det vides ikke om Jason Alexander ved blandt de uromagere, som skaffede sig adgang til selve Kongresbygningen, men han udpeges ifølge svenske Aftonbladet som terrorist i en lukket gruppe på Instagram, som under navnet “Identify Homegrown Terrorists” sætter navn på de medvirkende i stormløbet.
- Identificeret: Jason Alexander, terrorist, står der.
På Jason Alexanders Facebook-side ligger der opslag, hvor han opfordrer folk til at droppe mundbind, og hans jobbeskrivelse er “journalistisk researcher hos Konspirationsteorier & Historie”.
Jason Alexander og Britney Spears var barndomsvenner og blev gift i Las Vegas i 2004. Ægteskabet varede blot 55 timer, inden parret besluttede sig for at annullere giftermålet.