Han har kæmpet med depression i årevis, men et kik på bankbogen burde sætte humøret et hak i vejret for Dennis Knudsen.
Kendisfrisøren har nemlig spundet guld på sit talent for hår og make-up, fortæller han til Ekstra Bladet.
Direkte adspurgt, hvor mange penge han er god for, svarer Dennis Knudsen:
"Det er svært at sige. Men hvis jeg endelig skal give et slag på tasken - og det er et slag på tasken - vil jeg tro mellem 15 og 18 millioner."
Alene i hans tre selskaber kan han fremvise en egenkapital på 6,5 millioner kroner. Og indtjening i firmaet, der står for hans produkter, er stadig stigende. Derudover ejer den stenrige kendis to huse i Alanya i Tyrkiet.
Det er serierne af hårplejeprodukter kaldet "Hair Care by Dennis Knudsen" og make-up-mærket "INK by Dennis Knudsen", der har sørget for, at den succesfulde stjernefrisør nu også må betagnes som en succes hos sin bankrådgiver.
Knudsen, der tidligere har præsteret storstilet make-up til Søs og Kirsten i "Kongeriget" og TV2's julekalender, afviser over for avisen, at han skulle have planer om at sælge livsværket.