De har brugt milliarder på stjernespillere, men de lyseblå fra Manchester City fortsætter oprustningen og er nu klar med kæmpebeløb for målmaskinen Edin Dzeko.
"Vi er nu enige om prisen," siger Manchester Citys manager Roberto Mancini til Manchester Evening News.
Gennem de sidste sæsoner har den bosniske angriber været en sand målmaskine for sin tyske klub Wolfsburg. Han blev med 22 kasser topscorer i Bundesligaen i sidste sæson - året før scorede han 26 gange.
Det får nu den nyrige engelske Premier League klub til at åbne tegnedrengen. Prisen vurderes til at ligge i omegnen af 233 millioner kroner.
"Han er en god spiller og alle klubber i Europa vil have ham. Nu har vi en vigtig kamp mod Arsenal, derefter vil jeg udtale mig yderligere," siger Mancini om angriberen, der har scoret ti mål i indeværende sæson, til avisen.
De lyseblå fra City råder i forvejen over et stjernespækket angreb i Carlos Tevez, Mario Balotelli og Emmanuel Adebayor.
Kilde: Manchester Evening News