På sin twitterprofil skrev Rob Kardashian for nylig en række tweets, hvor han beskyldte en kvinde for at have været ham utro med 20 forskellige mænd. Noget, der skete kort efter, at han og den debuterende sangerinde Rita Ora var gået fra hinanden.
Det fik de fleste til at kæde de to ting sammen og tro, at det var Rita Ora, han skrev om, men det benægter han nu på twitter.
- Hvor er det synd, at medierne prøver at skabe negative historier om en ung kunstner, der er ny i spillet og kæmper for at klare den, skriver han på sin twitterprofil.
- Bare så vi har det på det rene, så nævnte jeg aldrig "Rita Ora" i nogle af mine tweets, og jeg har heller ikke kaldt nogen for luder. Jeg respekterer kvinder, skriver han.
Kardashians tweets, der satte det hele i gang, lød sådan her:
- Hun var mig utro med næsten 20 forskellige fyre, mens vi var sammen. Altså, helt ærligt, 20?!!!
- Hvordan kan en kvinde, der har så travlt med at få sin karriere i gang, have tid til at være sammen med så mange fyre, mens hun er i et forhold?
Rob Kardashian, der er bror til de berømte Kardashian-søstre, slettede dog hurtigt sine tweets igen, men inden havde medierne fået nys om dem.