Beskyldninger om et særligt telefontyveri har angiveligt drevet en ung kineser i døden.
Den 25-årige mand arbejdede for Foxconn, som laver iPhones for Appel. Her blev han beskyldt for at stjæle en såkaldt prototype af den fjerde generation af iPhones.
Tre dage senere sprang den unge Sun Danyong ud fra 12. etage i en bygning og slog dermed sig selv ihjel.
Sagen startede, da firmaet satte en undersøgelse i gang, efter at telefonen var forsvundet.
I den forbindelse kom Danyong hurtigt i søgelyset og blev gennemtævet af firmaets sikkerhedsfolk, hans hjem blev gennemrodet, og han blev låst inde i et rum alene. Sådan lyder beskyldningerne i hvert fald fra Danyongs tidligere klassekammerater.
De fortæller også, at den 25-årige mand beskrev oplevelsen som "den mest ydmygende oplevelse i sit liv", skriver BBC.
Nu siger Foxconn, at firmaet har suspenderet deres sikkerhedschef, og at de undersøger anklagerne.
Firmaet, der er taiwanesisk, er kendt for at behandle sine medarbejdere dårligt. I denne sag har firmaet dog beklaget over for den afdødes familie og har tilbudt Danyongs kolleger krisehjælp.