De våben, som tre røvere stjal fra Antvorskov Kaserne i Slagelse i nat, skulle have været sendt ned til de danske kamptropper i Afghanistan.
Det oplyser oberst Michael Bundegaard, der er chef for Forsvarets driftsdivision, til TV 2 News.
Politiet og forsvaret arbejder på at finde spor efter de tre røvere, der overmandede tre vagter på kasernen og efterfølgende stak af med et endnu ukendt antal våben. Mændene var hætteklædte, havde sort tøj på og beskrives som yngre.
"Det er altid meget trist at blive udsat for sådan noget, hvor vagten bliver holdt op, og vi mister våben. Det tager vi meget alvorligt. Og vi ser alle vores procedurer igennem," siger Michael Bundegaard.
En deling af danske kamptropper, der er ved at forberede sig til at blive sendt til Afghanistan, holder til på Antvorskov Kaserne. Derfor ligger kasernen inde med en række tunge våbentyper, som der nu er forsvundet nogle af.