Erhvervskvinden Stine Bosse er ikke ligefrem begejstret for den verdensomspændende spille-dille Pokémon Go.
Det skriver Kristeligt-Dagblad.
Det virtuelle spil er kommet til Danmark, og danskerne er strømmet ud på gader og stræder for at fange de små digitale væsner, der dukker op i gadebilledet gennem et særligt filter på telefonen. Det har de seneste dage ført til henstillinger fra politiet, der har fået nok at se til, når folk bevæger sig ind på private grunde eller spiller i trafikken.
Og selvom der er risiko for, at det får hende til at lyde gammel, vover Stine Bosse pelsen og kritiserer Pokémon-spillet.
- Når man ser på, hvad politiet har af andre udfordringer, kan man ikke lade være med at synes, det er åndssvagt. Hold dog op, og find noget andet og måske lidt mere væsentligt at beskæftige dig med end at fise rundt og fange ting, der ikke findes, siger Stine Bosse til Kristeligt Dagblad.
Hun synes, at det vigtigt at forholde sig kritisk til nye trends og ikke bare lade sig rive med.
- Jeg savner at se en debat om, hvor nemt vi lader os styre af vores mobiltelefoner, og hvor primitive vi egentlig er, når det kommer til sådan en spil-dille. Vi hopper jo på det. Og tænk hvad man kunne bruge det til, siger Stine Bosse til Kristeligt Dagblad.