Sara Slott Petersen skal som den første danske kvindelige atletikudøver løbe med i en individuel OL-finale.
Det sker efter, at aarhusianeren natten til onsdag dansk tid blev nummer to i sin semifinale på 400 meter hæk med tiden 54,55 sekunder.
De to bedste fra hvert heat går videre til finalen, og andenpladsen var aldrig rigtigt i fare for europamesteren.
Dermed er hun klar til finalen, der skal løbes natten til fredag dansk tid.
Derimod blev semifinalen endestationen for Stina Troest.
Hun løb sin semifinale i tiden 56 sekunder rent, hvilket placerede hende som nummer fire i heatet.
Det er i øvrigt også hendes bedste tid i år, efter at hun løb 56,03 sekunder i indledende heat.
Stina Troest blev nummer 15 sammenlagt ud af de 24 løbere i semifinalen.
/ritzau/