Mindst 10 vestjyske salgsteder, hvor både private og profesionelle fiskere sælger fisk direkte til forbrugerne, solgte ulovlige fisk i dagene op til og i pinsen, oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Fiskeridirektoratets inspektører gennemførte i samarbejde med SKAT kontrolaktionen Operation Sorte Fisk i en lang række nord- og vestjyske havne og landingspladser - fra Hals over Skagen til Thyborøn.
Og fangsten overraskede inspektørerne.
- Vi vidste jo godt, at der var noget at komme efter, men det kom bag på os, at der var så mange der ikke havde orden i deres tilladelser, siger vicefiskeriinspektør Allan Larsen til Nyhedsavisen.
Den koordinerede aktion oplevede hug på krogen i over halvdelen af de 19 salgsteder som blev kontrolleret. Udover manglende indberetninger til Fiskeridirektoratet og SKAT, afslørede Operation Sorte Fisk også manglende tillmelding af losning, overtrædelse af auktionspligt for salg af torsk samt ulovlig salg af fisk fra fritidsfiskere.
Myndighederne undersøger nu forholdene nærmere, og flere afsløringer af overtrædelser kan være på vej.
- Vores sanktionsmulighed er bøder, og de er minimum på 2.500 kroner, siger Allan Larsen.
Han tilføjer, at sidste uges fælles aktion er den fjerde af slagsen i løbet af de seneste 18 måneder.