Jan Dion Christensen har et særligt privilegium. Han snakker hver dag med direktør Steen Rügge fra affaldsfirmaet HCS. Og direktøren er ellers en meget svær mand at få fat i. Ikke mindst for medierne.
Jan Dion er tillidsmand i HCS, og de seneste mange morgener har han orienteret direktøren om, at skraldemændene fortsætter strejken. Mandag morgen var der slet ingen blandt de cirka 20 medarbejdere, der ønskede afstemning. Resultatet var givet på forhånd.
I de daglige samtaler forsøger tillidsmanden også efter eget udsagn at få en løsning på plads med Steen Rügge. Men uden held:
»Der er ikke nogen tegn på opblødning,« siger Jan Dion Christensen.
Dermed ser det ud til, at skralderamte århusianere må leve med generne nogle dage endnu. Sammen med bunkerne af affaldssække vokser også den bod, som de strejkende skal betale for den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, der nu kører på anden uge. Efter skærpelsen af boden i sidste uge ryger den samlede bod op på cirka 5.000 kroner per skraldemand på fredag. I de øvrige to firmaer i Århus passer skraldemændene deres arbejde. Der er ikke udsigt til sympati-aktioner:
»Og det ønsker vi heller ikke. I de firmaer er forholdene jo ordentlige, så hvorfor skulle vi tage resten af borgerne i Århus som gidsler. Vi er tilfredse med kollegernes moralske støtte,« understreger Jan Dion Christensen.
Han erkender, at borgerne i HCS-områderne i øjeblikket er gidsler.
»Det vil jeg ikke benægte. Men det er vores eneste måde at komme i kontakt med firmaets ledelse på. Det er desværre en del af en arbejdskamp.«
HCS-direktøren Steen Rügge har ikke ønsket at udtale sig til Nyhedsavisen.
-