Kalenderen er egentlig tæt pakket med koncerter og jobs som skuespiller. Men Stig Rossen har også fundet tid til en noget spøjs bibeskæftigelse: Han laver undertekster til TV-serier.
Det fortæller 61-årige Rossen til Her&Nu.
Han har altid elsket sproget, og blev ofte indebrændt, når han så forkerte og mangelfulde undertekster på skærmen. Og så opfordrede hans kone ham til, at han da bare kunne gøre noget ved det.
– Så fandt jeg ud af, at det kunne jeg sagtens, så jeg prøvede at sende en test ind og blev godkendt. Nu sidder jeg og oversætter serier, og det er fantastisk, det er skidesjovt – natarbejde, siger han til ugebladet.