Det dansk registrerede lavprisselskab Sterling er blevet lidt af en islandsk vandrepokal, efter det nystartede selskab Northern Travel Holding onsdag købte fly og ansatte for 1,57 milliarder kroner af FL Group.
Men luftfartsselskabet bliver på sin vis i familien, For Northern Travel Holding er ejet af FL Group og to islandske investeringsselskaber Fons og Sund. Fons var selskabet, som i sin tid solgte Sterling til FL Group, efter Fons havde fusioneret Sterling med Maersk Air.
Northern Travel bliver fra fødslen en af de helt store spillere på rejsemarkedet. Ud over Sterling har selskabet overtaget Iceland Express, 51 procent af aktierne i det britiske flyselskab Astraeus, hele den danske rejsearrangør, Hekla Travel, samt 30 procent af svenske Ticket. I alt vil det give Northern Travel en årlig omsætning på 10 milliarder kroner og samlet 7,5 millioner rejsende.
Ifølge bestyrelsesformanden for Northern Travel Holding, Pálmi Haraldsson, vi de mange virksomhedsovertagelser ikke betyde fyringer. Heller ikke hos Sterling.
»Alle selskaberne vil blive drevet som i dag, og der er ikke planer om ændringer for personalet. Aktionærerne vil udvide selskabernes forretninger og gøre samarbejdet mellem dem tættere,« siger Pálmi Haraldsson.