Ferielystne danskere kan godt lægge ’Turen går til
Nordjylland’ væk og i stedet smide et kort over Rom i kufferten. Ferien bliver
efter alt at dømme ikke aflyst alligevel. Sterling fik nemlig i sidste øjeblik
afværget piloternes strejke.
Sagens
kerne er fastlåste forhandlinger om sidste års overenskomst. Sterling-piloterne
kræver mere i løn og bedre planlægning af fritid. Hvorvidt det er piloterne
eller Sterlings ledelse, der har givet sig i forhandlingerne kan Sterlings
kommercielle direktør Stefan Vilner ikke sige noget om, da han først får
forliget i hånden i morgen. Men han er optimist, og mener at en aftale mellem
parterne er meget tæt på.
-
Det ser fornuftigt ud. Lige nu sidder de og læser overenskomsten igennem. Det
er ikke overstået, før vi har fået underskrifterne på plads, men vi er ved at
være ved vejs ende, siger Stefan Wilner.
Sterlings ledelse har tidligere sagt, at hvis ikke de fik en
strejke afværget, kunne de godt byde en konkurs velkommen. Det relativt lille
selskab kan simpelthen ikke overleve en strejke af den kaliber.
- En strejke er livstruende. Vi kan måske overleve en dags
strejke eller to, men ikke mere end det. De 15 til 20 millioner kroner, en
strejke i Skandinavien vil koste dagligt, samt det langsigtede imagetab vil
være forkrøblende. Vi har ingen stor pengekasse, for vi har kørt med
millionunderskud i årevis og er først nu ved at få lidt medvind, lød den klare
dom fra Stefan Vilner dengang.