Selv om Stephan Andersens karriere har fået et godt skub i den franske fodboldklub Evian, er han nu klar til at søge videre.
Efter en god sæson, som gjorde ham til landstræner Morten Olsens førstevalg ved EM på grund af en skadet Thomas Sørensen, har Andersen pludselig svært ved at komme på det franske hold. Og det gør danskeren urolig.
- Jeg har sagt til klubben, at kommer jeg ikke til at spille, så søger jeg væk - og det er jeg allerede i gang med nu, siger Stephan Andersen til sporten.tv2.dk.
Den franske liga begyndte i weekenden med et 2-3-nederlag til Evian mod Bordeaux. En kamp, hvor franske Bertrand Laquait stod på mål i stedet for danskeren.
Og Andersen mener ikke, han har fået en ordentlig begrundelse for det valg af træner Pablo Correas.
- Det er kort sagt en katastrofe. Jeg har fået en meget, meget tynd begrundelse, da han siger, at jeg ikke har været motiveret til træning og ikke er engageret, siger Stephan Andersen.
Særligt med forrige sæson og EM-slutrunden in mente er Stephan Andersen forbløffet.
- Jeg har leveret varen i Evian det sidste halve år, hvor jeg spillede. Og jeg spillede en rigtig, rigtig god slutrunde også. Det er meget uforstående. Jeg kan ikke se nogen årsag til det, siger målmanden.
Onsdag spiller Danmark mod Slovakiet i en venskabskamp, og her kan Stephan Andersen meget vel være landstræner Morten Olsens valg på målmandsposten.
/ritzau/