En tydeligt glad Stephan Andersen udtaler til Brøndbys hjemmeside, at han sjældent har oplevet noget, der minder om det, der skete onsdag aften.
"Det var en helt vild afslutning. Man var hele følelsesregistret igennem flere gange, og da vi scorer sejrsmålet tænker jeg bare 'hold da kæft'," lyder det fra landsholdsmålmanden.
"Der var vild glæde i omklædningsrummet bagefter. Jeg har sjældent oplevet noget lignende, og det var meget specielt at være med til. Man må huske på, at vi var helt nede to gange, og hver gang vi får udlignet, får vi et slag i maven igen. Da vi så scorer føringsmålet til allersidst, er det svært at tro på sejren, før dommeren fløjter af. Men hold da op en god oplevelse," fortsætter Stephan Andersen.
Brøndby-målmanden har fået lidt af et gennembrud på landsholdet med to gode præstationer mod Ungarn og Portugal. Alligevel regner han ikke med at være førstevalg, når Danmark spiller mod Malta i oktober.
"Det er jo lidt specielt på målmandspladsen. Det handler om at præstere over længere tid og være stabil," siger en ydmyg målmand.
/Newspaq/