Den engelske bankchef, Paras Shah, som havde en stilling, hvor han tjente over 10 mio. kroner om året, har mistet sit højt profilerede chefjob i den engelske investeringsbank Citigroup i London.
Ikke fordi han havde lavet nogle dårlige investeringer for sine kunder eller noget andet relateret til sit job i den store bank. Men såmænd fordi den 31-årige chef havde stjålet sandwiches fra bankens kantine det seneste års tid. Det skriver Financial Times.
Det er stadig uklart, hvor mange madder Paras Shah stjal og i hvilken periode, det foregik. Men der er ingen kære mor, når den slags sker. En chef for en anden større bank i London mistede ligeledes sin stilling forrige år, da han stjal en cykellygte fra sin kollega og endnu en røg ud, da han pralede med, at han sjældent betalte for sine togbilletter.