Mindst tre blev dræbt onsdag i Zimbabwes hovedstad, Harare, da soldater åbnede ild mod demonstranter, der kastede sten.
Det oplyser den statslige tv-kanal ZBC.
Demonstranterne beskylder regeringen for at ville snyde med resultatet af mandagens præsidentvalg.
Indsættelsen af soldater er et tilbageslag for præsident Emmerson Mnangagwa. Han har forsøgt at fjerne billedet af Zimbabwe som en fejlslagen stat.
Kort forinden satte politiet vandkanoner og tåregas ind mod oppositionens demonstranter, og bildæk blev sat i brand i byens gader.
En talsmand for politiet siger onsdag aften, at det var på politiets anmodning, at hæren blev sat ind. Han siger, at politifolkene var blevet trængt tilbage af demonstranterne.
De protesterende støtter oppositionens parti MDC. De beskylder regeringen for at være i gang med at snyde med resultatet af mandages parlaments- og præsidentvalg.
Det er det første valg, siden landets mangeårige autoritære leder Robert Mugabe blev afsat sidste år.
- Vi har fået flest stemmer. Ingen former for manipulation med resultatet kan omgøre jeres vilje, skrev MDC's leder og præsidentkandidat, Nelson Chamisa, på Twitter.
Chamisa sagde senere, at hæren havde brugt overdreven magt. Men det benægter præsident Mnangagwa. Han lægger skylden for, at det udartede, på MDC.
- Vi gør oppositionens MDC-alliance og hele dets ledelse ansvarlig for denne forstyrrelse af den nationale fred, som havde til hensigt at forstyrre valgprocessen, siger Chamisa.
Valgkommissionen oplyste tidligere onsdag, at det regerende parti, Zanu-PF, har vundet parlamentsvalget. Men resultatet af det samtidige valg til præsidentposten vil først være klar torsdag.
EU's valgobservatører siger, at der havde været nogle problemer med valget.
- Det er vigtigt, at resultaterne er troværdige og gennemskuelige med en detaljeret gennemgang fra valgsted til valgsted, skriver observatørerne.
Desto længere det tager at fremlægge resultatet, desto større skade vil det gøre på troværdigheden, mener observatørerne.
/ritzau/Reuters