For de fleste af Tour de France-rytterne byder onsdagens 10. etape fra Macon til Bellegarde-sur-Valserine på et nyt bekendtskab, og endda et noget anstrengende et af slagsen.
Der er tale om bjergtoppen Col du Grand Colombier, der er med i Tour de France-sammenhæng for første gang.
Der er dog ikke tale om en undselig lille knold, men derimod en 17,5 kilometer lang klatretur, der er klassificeret blandt de allersværeste bjerge uden for kategori.
Løbsdesigner Jean-Francois Pescheux er ikke i tvivl om, at der kan ske ting og sager på den skrappe stigning i Jura-bjergene.
- Hvis du spørger mig, er det det sværeste bjerg i Frankrig, siger Pecheux om Grand Colombier, der undervejs byder på flere sektioner med tocifrede stigningsprocenter.
Nogle af rytterne har for nylig prøvet på egen krop, hvad det kræver at klatre op på toppen, der ligger i 1501 meters højde.
Bjerget var nemlig en del af dette års Criterium du Dauphiné, som indehaveren af den gule førertrøje, Bradley Wiggins, gik hen og vandt.
Col du Grand Colombier har også ved flere lejligheder været på programmet i de mindre cykelløb Tour de l'Avenir og Tour del'Ain.
/ritzau/