Ifølge Ekstra Bladet vil flyveturen foregå med amerikanske flyselskaber, hvor Bagger vil være eskorteret af to specialtrænede politifolk fra det amerikanske immigrationspoliti.
De to agenter skal følge ham tæt på hele flyveturen, og de må ikke slippe ham af syne på noget tidspunkt.
Han vil ikke være lænket under flyveturen, og har krav på at måtte spise den mad og drikke, der serveres ombord på flyet, oplyser avisen.
Livet på første klasse vil imidlertid være slut for danskeren, når han lander i Kastrup. Han vil ved ankomsten blive anholdt af det danske politi, og vil efter alt at dømme inden for det første døgn blive varetægtsfængslet sigtet for bedrageri og dokumentfalsk. Han vil højst sandsynligt blive placeret i et arresthus på Sjælland.
En enkeltbillet fra Los Angeles, hvor Bagger i øjeblikket er varetægtsfængslet, til København koster på første klasse i øjeblikket over 13.000 kroner, erfarer Newspaq.