Den tidligere direktør i skandalefirmaet IT Factory bliver udleveret for at have overtrådt den amerikanske immigrationslovgivning.
Det oplyser den amerikanske myndighed Homeland Security til TV 2.
Bagger venter nu på sin udlevering i et lokalt fængsel i millionbyen Los Angeles.
Til DR oplyser Bagmandspolitiet, at Stein Bagger bliver udleveret til Danmark snarest.
"Vi er lige nu ved at få de sidste ting på plads, men alt tyder på, at han er i Danmark igen inden for de næste par døgn," siger statsadvokat Jens Madsen.
Stein Bagger meldte sig selv til politiet i Los Angeles lørdag aften dansk tid efter over en uge på flugt. Flugten begyndte i Dubai og gik over New York, hvor Bagger fik hjælp til at flygte videre i bil til Los Angeles.