Den landskendte storsvindler Stein Bagger har her til middag fået forlænget sin fængselsstraf med 60 dages fængsel.
Det sker, fordi han under en udgang fra fængslet har stjålet et stempel fra en kiropraktorklinik i Gentofte, skriver Lokalavisen.dk.
Selv forklarede Bagger under dagens retsmøde, at han var blevet presset til at stjæle stemplet, men den troede dommeren ikke på.
Anklageren forklarede, at Bagger formentlig havde stjålet stemplet for at kunne snyde sig til ekstra udgang fra den kedelige tilværelse på tremmer.
Stein Bagger ville under retsmødet ikke ud med, hvem der i så fald skulle have presset ham til tyveriet, men tyveriet skete, da klinikreceptionisten forlod sin plads.
"Hun gik frem og tilbage fra skranken. Og så tog jeg stemplet," erkendte Stein Bagger under retsmødet ifølge Lokalavisen.dk.
Bagger afsoner i øjeblikket en straf på syv års ubetinget fængsel, efter han blev afsløret i omfattende svindel med leasingkontrakter i sin prisbelønnende virksomhed IT Factory.
Kilde: Lokalavisen.dk