Allerede mens Stein Bagger var på vej i gennem USA, gik konen Annette Uttenthal på folkeregistret og flyttede den tidligere direktør i IT Factorys adresse, skriver B.T.
Forløbet er blevet bekræftet af Uttenthals advokat, Michael Amstrup, der dog afviser, at parret er ved at blive skilt.
"Det har ikke været på tale. Tværtimod kæmper de for forholdet, men det er klart, at det har været nogle turbulente uger, og at hun skal tænke sig lidt om," siger advokaten.
Gentofte Kommune afviste i første omgang flytningen, fordi Annette Uttenthal ikke havde ret til at "tvangsflytte" Stein Bagger. Men da konens advokat henvendte sig til Baggers daværende beskikkede advokat, sagde han ja til at klare flytningen.
Men Amstrup afviser, at Uttenthal har forsøgt at unddrage sig fælles gæld.
"Der er kun én eneste grund til, at Annette ønskede, at Stein skiftede adresse. Hun var træt af at bliver overrendt af stævningsmænd og kreditorer, der ville have penge af Bagger," fastslår advokaten.
Bagger sidder lige nu i Vestre Fængsel, sigtet for bedrageri i milliardklassen. Bliver han dømt, står han sandsynligvis til en fængselsstraf på syv til otte år.