Den tidligere IT Factory-direktør Stein Bagger er tilbage i frivillig isolation i Vestre Fængsel, efter han fik bank af en af de andre indsatte under en gårdtur lillejuleaften.
Fængselsledelsen vurderede, at det var sikkert for Bagger at bevæge sig ud blandt de andre fanger, men det var det altså ikke, og siden overfaldet har han valgt at lade sig afskære fra sine nærmeste omgivelser.
"Han sidder nu i frivillig isolation, og det har han gjort siden. Vestre Fængsel er jo ikke noget behageligt sted at sidde," siger Baggers forsvarer Lars Kjeldsen til politiken.dk.
Efter overfaldet måtte Bagger, der har erkendt sig skyldig i anklager om groft bedrageri og dokumentfalsk, syes med tre sting i ansigtet.
Lars Kjeldsen ved ikke, hvorfor hans klient blev overfaldet, og Stein Bagger har ikke haft lyst til at fortælle politiet om episoden.