De amerikanske myndigheder oplyser nu, at de alligevel ikke kan udlevere Stein Bagger så hurtigt som først antaget. Nu siger amerikanerne, at der kan gå mellem 1-2 uger før den tidligere IT Factory-direktør kommer hjem.
"I morges regnede vi med, at det ville være inden for to gange 24 timer. Det var det, vi fik at vide. Men nu har vi altså hørt noget andet. Det må vi bare tage til efterretning og imens fortsætte med vores efterforskning," siger politiinspektør i bagmandspolitiet, Jesper Friedrichsen til Ritzau ifølge TV 2.
Bagmandspolitiet ved ikke, hvorfor amerikanerne lige pludselig har besluttet, at udleveringen ikke kan gå så hurtigt. Jesper Friedrichsen regner dog med, at det er fordi amerikanerne vil undersøge flere forhold omkring Stein Bagger, inden de udlevere ham.
"Det amerikanske justitsministerium og immigrationsmyndighederne vil være helt sikre på, at det er det rigtige, de gør," siger Friedrichsen.
Stein Bagger er mistænkt for bedrageri og svindel for omkring 1,2 mia. kr. via falske fakturaer i IT Factory.