Det er meget svært at forstå, når ens mand pludselig forvandler sig til en af historiens største svindlere.
Men det blev Anette Uttenthal nødt til, da penge-eventyret om hendes mand Stein Bagger pludselig forvandlede sig til et vaskeægte mareridt tilbage i 2008.
Det fortæller hun nu om i et interview med magasinet IN.
"Den mand, jeg troede, jeg forelskede mig i og giftede mig med, findes ikke. Det har været et enormt chok for mig, at jeg var forelsket i en illusion og i noget fup. Det har været det hårdeste ved det hele," fortæller Uttenthal, der nu er skilt fra Bagger, som er blevet dømt til syv år bag tremmer.
Det tog hende lang tid at komme sig oven på, at hendes mand havde bedraget og svindlet i et omfang, de færreste kunne forstå.
"Jeg har sumpet rundt i mine store vinterstøvler og min tykke vinterfrakke og har tænkt over tingene to vintre igennem," siger den 47-årige ejendomsmægler til magasinet.
Hun er single igen, og trods det massive tillidsbrud drømmer hun nu om et nyt forhold.
"Jeg ønsker mig måske at få en ny familie. At jeg møder en, jeg kan tilbringe tid sammen med. Jeg ønsker mig da kærlighed," slår hun fast.