Stearinlys spreder hygge. Men de kan også skade helbredet. Det er konklusionen i en undersøgelse, Informationscenter for Miljø og Sundhed har lavet for forbrugerbladet Tænk. Ifølge undersøgelsen frigiver stearinlysene skadelige partikler, når de brænder. Og der er ikke kun lys med glimmer og andre urenheder, der er skadelige, også ganske almindelige hvide stearinlys påvirker helbredet:
»Man kan tænke sig, at når væggene bliver sorte, går lungerne så ikke også det? Det gør det nok,« siger professor Steffen Loft, der forsker i folkesundhed på Købehavns Universitet, til DR Nyheder.
Den sod, der kommer fra stearinlysene er nemlig ikke så forskellig fra den, der kommer fra biler og brændeovne. Det er derfor en god idé at lufte ud.
Thomas Breck, der er sekretariatsleder i Informationscenter for Miljø og Sundhed, fortæller, at for mange partikler fra stearinlys giver dårligt indeklima. Udsætter man sig for det i længere tid, tyder meget på, at det kan være sundhedsskadeligt.