Regeringens ministre skal i disse dage forbi Statsministeriet og fremlægge en fireårsplan for deres ressortområde.
Det er et styringsredskab, som statsminister Mette Frederiksen (S) har indført for at stramme grebet om magten med, hvad der sker i ude i de enkelte ministerier, skriver Politiken.
- Det, der har været traditionen i mange år, har været et fravær af langsigtet politisk ledelse. Skiftende regeringer har i virkeligheden ledet Danmark på samme måde: at de enkelte ministre skubber en sag op igennem systemet, og så ender den i koordinations- eller økonomiudvalget. Men du kan jo ikke lede et land på sager, siger Mette Frederiksen til avisen.
- Danmark skal stå stærkere set med socialdemokratiske briller, end da vi tog over.
Hensigten er ifølge statsministeren, at ministrene ikke må blive for optaget af at drive deres ministerier, men også tvinges til at skabe mere markante ændringer på deres område.
- Hvis ikke man hele tiden ledelsesmæssigt insisterer på, at det er det, der er opgaven, risikerer alle ministre, mig selv inklusive, at drifte, siger statsministeren til Politiken.
- Driften er en nødvendig opgave, man ikke må tage let på, men det er ikke den vigtigste opgave. Det er at forandre, for det er det, politik handler om.
Ifølge Politiken skal hver minister og ministerens spindoktorer i disse dage forklare statsministeren, hvad de vil huskes for om fire år.
Statsministerens tiltag skal ses som en ambition om at ville lave om på en del ting i forhold til tidligere regeringer, vurderer politisk kommentator Hans Engell.
- Der er mange områder, hvor hun vil en anden vej, siger han til Ritzau.
Det drejer sig ifølge ham blandt andet om den gældende lovgivning, den måde pengene bliver brugt på, og den måde man behandler hinanden på.
- Hendes frygt er, at hvis det sker på den måde, som man hidtil har ført regeringer på, så kommer der ikke noget ud af det.
- Hun vil se resultater i løbet af de kommende fire år, hvor hun formentlig sidder som statsminister. Og det kræver en anden form for styring af regeringen, end man har gjort det tidligere, siger Hans Engell.
/ritzau/