Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har konkrete planer om en kontant afregning over skattebilletten til de danskere, der skruer ned for energi-blusset i husholdningerne.
"Man kunne overveje sociale grønne afgifter med bundfradrag, således at for eksempel lavt vand-, varme- og elforbrug bliver beskattet mildere end højt forbrug. Eller der kunne indføres et særligt grønt personfradrag eller tilskud til at kompensere de lave indkomster for højere energiafgifter," siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Tidende.
Det Økologiske Råd, der gennem mange år har opfordret regeringen til at gennemføre en grøn skatteomlægning, glæder sig over det utraditionelle tiltag.
"Det er en interessant tanke, som ikke er undersøgt endnu. Derfor ved vi endnu ikke, om det i praksis er muligt at gennemføre sådan et fradrag," siger formand Christian Ege til avisen.
Også hos energiselskabernes interesseorganisation Dansk Energi ser man positivt på Foghs udspil, selv om man frygter for administrative problemer i forbindelse med håndteringen af forbrugernes elregninger.