Statsløse hiver Bertel Haarder i Højesteret

En gruppe statsløse palæstinensere, som har fået afslag på dansk statsborgerskab, hiver nu den tidligere integrationsminister i retten.
Bertel Haarder (V) skal forklare sig i sagen, hvor en gruppe statsløse palæstinensere har fået afslag på statsborgerskab. Bertel Haarder var Integrationsminister 2001-2005
Bertel Haarder (V) skal forklare sig i sagen, hvor en gruppe statsløse palæstinensere har fået afslag på statsborgerskab. Bertel Haarder var Integrationsminister 2001-2005 Foto: Indenrigsministeriet

Det skal nu undersøges, hvilket ansvar de tidligere integrationsministre Bertel Haarder (V) og Birthe Rønn Hornbech (V) har i en sag, hvor en gruppe statsløse palæstinensere har fået afslag på dansk statsborgerskab.

I første omgang var det kun Birthe Rønn Hornbech som skulle møde for Højesteret, men nu er Bertel Haarder (V) også blevet stævnet, skriver Politiken.

De statsløse mener, at de ifølge EU's statsløsekonvention havde krav på statsborgerskabet og søger derfor økonomisk erstatning.

Erstatningen skal godtgøre de tab, gruppen har lidt i forbindelse med ansøgningen om statsborgerskab, og ikke mindst godtgøre for tort.

Byretten i København vurderede, at sagen var så principiel, at de sendte den direkte videre til Landsretten. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis bliver let at få erstatning, siger lektor i offentlig ret, Steen Bønsing fra Aalborg Universitet.

"For det første skal det bevises, at der er handlet forkert. For det andet - og det kan blive endnu sværere - skal sagsøgerne dokumentere, at de har lidt et konkret tab. Der kan også blive tale om godtgørelse for tort, men der skal temmelig meget til, før man kan få det," siger han til Politiken.

Kilde: Politiken

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.