Statsadvokaten vil have ny efterforskning mod politiet i Tibetsagen.
Det oplyser anklagemyndigheden.
For nylig blev Tibetkommissionen genstartet, blandt andet fordi der er fundet nye dokumenter og mails. Torsdag blev kommissoriet så udvidet, fordi der kom andet opsigtsvækkende nyt.
Det nye består i, at en række tidligere politiledere ifølge DR og Berlingske tilstår at have ført demonstranter bag lyset ved kinesiske besøg helt tilbage i 1995.
- Vi synes, at det er den rigtige beslutning at bede DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed, red.) om at genåbne efterforskningen, efter at de nye oplysninger er kommet frem, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas til Ritzau.
I maj blev der rejst tiltale mod to politiledere, som er anklaget for at afgive falsk forklaring for retten om Tibetsagen. Man har dog ikke kunnet finde grundlag for at rejse tiltale for embedsmisbrug.
Det skyldes, at forholdene er forældet.
Lise-Lotte Nilas kan ikke udelukke, at resultatet her bliver det samme som sidst.
- Det kan sagtens være, at der kan være en problemstilling omkring forældelse, men vi står i en situation, hvor vi endnu ikke kender materialet.
- Det rigtige er jo at få klarlagt, hvad det er for et materiale, siger hun.
DUP bekræfter, at man er blevet kontaktet.
- Vi åbner den gamle efterforskning igen. Vi skal nu i gang med at rekvirere materiale, siger direktør Kirsten Dyrman.
I næste uge skal byretten fastsætte, hvornår sagen mod de to politiledere, der er tiltalt for at have løjet i retten, skal behandles.
Kommissionen blev i sin tid nedsat for at undersøge, hvorfor fredelige demonstranter blev hindret i at ytre sig og forsamle sig i forbindelse med et kinesisk statsbesøg i 2012 og ved to yderligere kinesiske besøg i 2013 og 2014.
Den oprindelige efterforskning i DUP var myndighedens største nogensinde.
Man afhørte 414 personer, heraf var 24 potentielt mistænkte. Dertil skal lægges de 72 afhøringer, som Tibetkommissionen gennemførte. Og endelig har der været afhøringer i først byretten og dernæst landsretten om politiets indgreb.
/ritzau/