Den netop afgående statsadvokat for Københavns Kommune, Karsten Hjorth, har selv udpeget en række kværulanter, hvis sager han bevidst har ladet forsvinde i bunkerne. Samtidig har han forsøgt at afvise en række af sagerne med henvisning til, at der var tale om kværulanter. Det skriver Berlingske Tidende.
- Hvis der er en mand, der kværulerer ustandseligt og meget, så er det svært at tage ham alvorligt. Så lægger man hans skrivelser ind i en bunke, og så kan man tabe overblikket og glemme et eller andet«, siger Karsten Hjorth til Berlingske Tidende.
Statsadvokaten, der i gennem sin tid på posten er blevet stærkt kritiseret for at feje politiets problemer ind under gulvtæppet, vil ligesom ombudsmanden have lov til at afvise sager fra særlige klagere. Og han har foreslået Rigsadvokaten en mulighed for at sortere i sagerne, men er blevet afvist.
- Jeg kunne godt tænke mig den samme beføjelse som ombudsmanden har, at vi efter et skøn kunne sige, at dén kværulant vil vi ikke spilde tid på, siger Karsten Hjort.
Men det ville være yderst betænkeligt, mener juraprofessor Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitets Center (AUC).
- Statsadvokaten skal behandle klager efter reglerne, og der er ikke nogen særlig kategori, der hedder »kværulant«. Hvordan definerer man en kværulant? Man kunne jo synes, at en person er en kværulant, fordi han har klaget mange gange før. Men hvad nu hvis vedkommende har ret? Man er nødt til at undersøge den slags sager. Det er jo alvorligt, hvis politiet har overskredet sine beføjelser, siger Claus Haagen Jensen til Berlingske Tidende.
Karsten Hjorth fortryder ikke sin beslutning om, at der ikke skulle rejses sag mod to politimænd efter et drab på en psykisk syg i en 7-elevenbutik, selv om Rigsadvokaten omgjorde afgørelsen.