En ny influenza-variant har de seneste måneder spredt sig i flere europæiske lande. En britisk ekspert udtrykker sin bekymring, mens Statens Serum Institut opfordrer alle danskere med sygdomssymptomer til at blive hjemme, så smittekæden kan stoppes.
Superinfluenzaen H3N2, der er en muteret influenza A-virus, er ifølge B.T. senest blevet påvist i Rumænien. I England har den hærget i længere tid, og her er influenza-relaterede indlæggelser steget med mere end 50 procent på blot en uge, og det britiske sundhedsvæsen står ifølge Sky News over for det værst tænkelige scenario i december.
Influenzamutationen er forbundet med en højere risiko for alvorlig sygdom – især blandt ældre og personer med eksisterende helbredsproblemer. Nicola Lewis, der er direktør for World Influenza Centre på Francis Crick Institute, kalder ifølge BBC udviklingen for "bekymrende".
– Vi har ikke set en virus som denne i et stykke tid. Dens dynamik er usædvanlig, siger hun til mediet.
I Danmark noterer Statens Serum Institut (SSI), at sæsonen for hoste, snue og feber for alvor er sat ind. Og selv om antallet af smittede i øjeblikket ligger på et middelniveau, forventer SSI en stigning i de kommende uger.
Derfor kom myndigheden fredag med en klar opfordring til alle danskere, der er inviteret til julefrokost i weekenden: Bliv hjemme, hvis du er syg, og hold afstand, hvis du har luftvejssymptomer.
– Man skal udvise ansvar ved at blive væk, også selv om man har glædet sig, hvis man har symptomer. Det er dér, man smitter, og det er dér, man kan bryde smittekæden, forklarer Bolette Søborg, overlæge og sektionsleder hos SSI, ifølge Ritzau.
På den nordlige halvkugle bruger alle lande den samme influenzavaccine, som opdateres én gang om året på baggrund af de virustyper, man forventer vil dominere i vinterhalvåret.
Ifølge SSI er H3N2 med i årets vaccine, og selv om spørgsmålet er, hvor præcist den matcher, viser erfaringer fra Storbritannien, at vaccinen ser ud til at virke fint.
Er du ikke blevet vaccineret, kan du nå stadig nå det. Den danske vaccinationsindsats fortsætter indtil den 20. december.