100 milliarder kroner er svimlende mange penge, men ikke desto mindre er det i den størrelsesorden, at statskassen vil mangle finanser til næste år.
Og de, der så småt var begyndt at tro på bedre økonomiske tider, kan godt tro om igen.
Eksperter påpeger, at det er et historisk stort underskud, der bliver afsløret, når den nye regering gennemfører det varslede kasseeftersyn, hvor alle ventede indtægter og udgifter for næste år ses efter i sømmene. Det skriver Business.dk.
Fordelt på indbyggere svarer det dundrende underskud til tæt ved 20.000 kroner per indbygger i Danmark, og det vil være det største siden kriseårene i begyndelsen af firserne.
Dermed er det langt over smertegrænsen på tre procent, som EU tillader, da det vil udgøre mere end fem procent af det danske bruttonationalprodukt (BNP).
Den tidligere VK-regering ventede 'kun' et underskud til næste år på 85 milliarder kroner, men det holder ikke længere, vurderer flere eksperter.
"Konjunkturerne er blevet dårligere. Samtidig vil den nye regering kickstarte økonomien med en finanspolitisk lempelse, der koster ekstra penge. Så underskuddet kan godt komme op over 100 milliarder kroner," siger Steen Bocian, der er cheføkonomi Danske Bank til Business.dk
Seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank er enig.
"Vi kommer op omkring et underskud på 100 milliarder kroner. Det er der næppe tvivl om," siger han.
Kilde: Business.dk