Den 15. august træder den nye rygelov, der begrænser muligheden for at ryge i det offentlige rum - herunder på landets værtshuse og restauranter - i kraft.
Landets restauratører, der generelt er modstandere af loven, har imidlertid ikke opgivet kampen. En gruppe østjyske restauratører har således besluttet at trække staten i retten, fordi de mener, loven er et brud på ejendomsretten, skriver nordjyske.dk.
Beslutningen om at trække staten i retten blev taget efter at restauratørerne har haft en advokat til at se på sagen. Ifølge formanden for Restauratørforeningen af 1881, Bente
Pedersen, var advokatens konklusion, at der var gode muligheder for at vinde sagen.
- Vi mener, at loven overtræder vores ejendomsret og mulighed for
selv at drive vores forretninger. Vores advokat havde flere andre
indgangsvinkler ud over grundloven, og han mener, at vi har gode
muligheder for at vinde. Ellers ville han ikke have taget sagen, siger
Bente Pedersen ifølge nordjyske.dk.
Restauratørforeningen af 1881 indleder nu en indsamlingskampagne for
at få penge til retssagen. For 1000 kroner kan restauratører købe et "Jeg
er også imod rygeloven"-bevis, der kan hænges op i værtshuset.
Mange restauranter har i øvrigt allerede klart meldt ud, at de ikke har tænkt sig at overholde loven.