Først var der tre, siden to, og nu er der kun ét område tilbage, hvor der endnu ikke er indgået nye overenskomster for de offentligt ansatte.
Det statslige område er det eneste, der endnu ikke er faldet på plads. Parterne indledte det seneste forhandlingsmøde fredag morgen klokken ti og er et døgn senere stadig i gang.
Forhandlingsparterne på det regionale område mødtes på samme tidspunkt. Men omkring klokken tre natten til lørdag kom de ud med en aftale for de ansatte, der ikke var omfattet af en aftale, som blev indgået i onsdags.
Det var derfor en glad Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og topforhandler for de ansatte i regionerne, som mødte pressen.
- Det er en stor glæde, at vi står her med et resultat, som dækker alle ansatte i regionerne, sagde hun, da hun kom ud fra forhandlingerne.
Fredag formiddag blev parterne enige på det kommunale område, så lørdag morgen er forhandlerne på statens område altså de eneste, der stadig sidder i Forligsinstitutionen.
Forhandlingerne om nye overenskomster for de offentligt ansatte er foregået i Forligsinstitutionen i indre København siden 1. marts, efter at parterne mislykkedes med at finde en aftale på egen hånd.
Her har forligsmand Mette Christensen ad to omgange udskudt en varslet storkonflikt, og en aftale skal falde på plads inden 1. maj.
Den dag udløber forligsmandens mandat, og for de områder, der til den tid ikke har indgået en aftale, kan der udbryde strejke 6. maj og lockout 12. maj.
I første omgang er en konflikt dog afblæst på det regionale og kommunale område, efter at forhandlerne har indgået aftaler. Disse skal dog til afstemning hos fagforeningerne, og hvis de nedstemmes, kan der komme konflikt. Ifølge DR foreligger resultatet af afstemningerne 6. juni.
Såfremt forligsmanden undervejs i forhandlingerne ikke ser nogen grund til at fortsætte, kan hun dog også erklære et sammenbrud. Så kan en konflikt på det statslige område starte fem dage herefter.
/ritzau/