En række Hollywoodstjerner er direkte berørt af de voldsomme naturbrande, der lige nu hærger områderne i og omkring Pacific Palisades i Los Angeles.
Således beskriver Mark Hamill, der er allermest kendt fra sin rolle som Luke Skywalker i Star Wars-filmene, på Instagram, hvordan han og hustruen, Marilou, sammen med deres hund, Trixie, måtte løbe for livet, da de blev evakueret tirsdag.
- Malibu evakueret så sent, at der allerede var småbrande på begge sider af vejen, lyder selve opslagsteksten. Mere dramatisk bliver det i kommentarfeltet, hvor han selv kommenterer:
- ”Der var småbrande” (Gimme a break – vi måtte løbe for livet).
Også hotelarvingen Paris Hilton er helt knust efter at have oplevet sit hjem brænde ned til grunden. På mediet X skriver hun:
- Jeg sidder med min familie og ser nyheder. Vi ser, hvordan vores hjem i Malibu brænder ned til grunden på live-tv. Noget sådan burde ingen opleve, lyder det fra hotelarvingen, der er bragt i sikkerhed med sin familie.
Skuespilleren Jamie Lee Curtis, der også er direkte berørt, skriver på Instagram, at hendes hjem muligvis er i flammer netop nu, og hun opfordrer alle til at holde sammen:
- Hvis der nogensinde har været behov for at bruge sætningen MIN HÅND I DIN, er det lige nu. Pas på hinanden. Hold dig af vejen og lad brandmændene gøre deres arbejde. Bed, hvis du tror på det, og selvom du ikke gør det, så bed for dem, der gør.
Torsdag morgen dansk tid er status, at 130.000 mennesker er blevet beordret til at evakuere og mindst fem personer har mistet livet i forbindelse med de voldsomme naturbrande der siden tirsdag har hærget den amerikanske delstat Californien. Lige nu erklærer myndighederne, ifølge LA Times, at brandene i Pacific Palisades er ude af kontrol.