Når klassekammeraten hakker og sprutter eller holder ord tilbage med en anstrengende grimasse, er det ikke, fordi hun er mere nervøs end andre. Måske bliver hun det, hvis tungen stadig ikke vil komme på gled, men generelt er unge stammere ikke mere nervøse end andre teenagere, viser en ny undersøgelse fra USA.
Stammen starter tidligt
»Ofte har det været almindeligt, at man har sammenkædet stammere med nervøsitet, men undersøgelsen viser, at der ikke er nogen forskel. Det er en vigtig myte og fordom at punktere,« siger Per Alm fra Dansk Videnscenter for Stammen.
I taleklinikken under Københavns Kommune behandler Poul Holm unge med stammen. Indtil 19-20-års-alderen, hvor de forhåbentlig har fundet sig selv, handler det mest om at give de unge en anden identitet end at være stammer.
»Stammen er noget, der opstår i to-tre-års alderen, og der er barnet jo ikke et nervøst barn, men med tiden kan man blive nervøs over at skulle sige noget på grund af omgivelsernes reaktion. Det kan være svært at tage en telefon, en del bliver klamme i håndfladerne, når det er deres tur til sige noget i timen, og nogle kobler eksamensnervøsiteten sammen med, at de stammer. Men man skal prøve at adskille tingene. De fleste unge bliver jo nervøse til eksamen,« siger Poul Holm.
Hverken selvfølelsen og selvværdet eller temperamentet afviger hos stammere, så deres sind er ikke mere følsomt, hvilket har været en anden fordom.
Har ekstra problemer
Alligevel kan stammen give flovhed i teenageårene, og selvværdet kan blive påvirket af altid at blive afbrudt.
»Ud over ungdomsproblemerne er man også bange for at kontakte det modsatte køn eller begå sig blandt kammerater, så man kan godt sige, de har nogle ekstra problemer,« siger centerleder Per Fabæch Knudsen, Dansk Videnscenter for Stammen.
Desuden oplever mange stammere ikke at kunne komme til orde eller have svært ved at deltage i heftige diskussioner, og så vil de holde sig tilbage fremover.
Men det skyldes altså ikke et blødt sind, fastslår forskerne i den nye undersøgelse.